Stress eller bare rigtig travlt?

Vi mennesker er udstyret med evnen til både at kunne skrue op og ned for en lang række funktioner i kroppen eksempelvis alt afhængig af hvad vi skal præstere og hvornår. Rigtig meget kan vi kontrollere gennem det såkaldte somatiske nervesystem som styrer vores skeletmuskler, og andet står uden for vores kontrol. Sidstnævnte er vores autonome nervesystem.

Det autonome nervesystem er opdelt i det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem aktiveres i ”krisesituationer”, mens det parasympatiske aktiveres i hvilesituationer.

Dette nervesystem har bl.a. gjort, at vores forfædre har kunnet overleve i en fjern fortid, hvor kroppen har kunnet skrue op for livsvigtige forsvarsmekanismer, hvis vi har været truet på den ene eller anden måde.

Når det sympatiske nervesystem aktiveres skærpes alle vores sanser nemlig. Vi bliver mere årvågne, vores pulsfrekvens øges og blodtrykket stiger, og vores musklers spænding forøges. Kort sagt, vi bliver klar til kamp eller til at flygte.

Når vi har brug for at handle ”nu og her” skrues der altså op for det sympatiske nervesystem.

Omvendt sørger det parasympatiske nervesystem for at vi igen kommer ned i gear. Vi får ro på, hvilet og restitueret når vi er i sikkerhed og uden for umiddelbar fare.

Hvad har vi med vores forfædre med os at gøre?

… og hvordan hænger det sammen med stress? Umiddelbart kan det være svært at se hvad vores forfædres situation for mange tusinde år siden har med vores dagligdag at gøre her i 2010’erne. Men der er nu en ret klar sammenhæng.

De fleste af os – i hvert fald i den vestlige verden – er ikke i fare, og skal derfor ikke løbende vurdere om vi skal kæmpe eller flygte. Vi lever umiddelbart i en fredelig verden.

Men vores krop (nervesystem) reagerer ikke kun på faren for at vi kan blive slået ihjel. Vores sympatiske nervesystem aktiveres også hvis vi skal præstere i sport eller mentalt.

Alene her kan vi forstå, at det sympatiske nervesystem også kommer os til gavn som moderne mennesker. En meget stor del af os har brug for at præstere ”over evne” i perioder. Det kan være i privatlivet som nybagte forældre sammen med job, fritidsaktiviteter, familie og venner, eller det kan være på jobbet hvor vi i perioder har nogle stramme deadlines.

Når vi skal præstere begynder kroppen at udskille forskellige hormoner. Hormoner som man populært kan kalde for stresshormoner. Hormonerne vækker vores nervesystem med førnævnte virkninger med øget hjertefrekvens og blodtryk, ”kampklare” muskler og skærpede sanser til følge.

Samtidig udløses hormonet kortisol som sørger for, at kulhydrat og fedt frigøres til blodet så det nødvendige brændstof er til rådighed for muskler og hjerne.

Vi bliver altså parate til at klare lidt – eller meget mere. Det sympatiske nervesystem giver os mulighed for at klare opgaverne i en travl hverdag. Det er jo ikke så dårligt endda. Men altså kun hvis perioderne er af kortere varighed.

I disse perioder kan man godt føle og tænke at man er lidt stresset. Men i virkeligheden drejer det sig kun om perioder med meget om ørerne. Altså travle perioder som vi alle kan komme ud for.

Det dårlige opstår hvis disse travle perioder bliver lange travle perioder. Det vil sige at kroppen ikke får mulighed for at restituere. Med andre ord, det sympatiske nervesystem hersker over det parasympatiske.

Er de korte travle perioder blevet til en normal tilstand, ændres den gavnlige virkning af stresshormonerne til nu at være vores fjende. Den konstante forhøjede tilstand af kortisol i blodet er eksempelvis med til at undertrykke vores immunforsvar. Det øger risikoen for at vi bliver syge.

Bl.a. ved man at forhøjede kortisolniveauer undertrykker immunforsvarets mulighed for at bekæmpe kræft i det tidlige stadie. Men også risikoen for almindelige infektionssygdomme, forkølelse etc. forøges.

De forøgede niveauer af fedt og kulhydrat i blodet øger desuden risikoen for forskellige sygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes, blodpropper, hjertestop m.v.

Også kognitivt kan stress påvirke os. Man ved at stress kan medføre hukommelsessvigt, nedsat evne til at lære nyt og i værste fald udløse depression.

Kortvarig stress er altså gavnligt for os. Det hjælper os til at præstere når vi har brug for det. Derimod er den langvarige stress farlig – eller kan være det.

Det er også vigtigt at forstå, at stress i sig selv ikke er en sygdom. Stress er et symptom på at noget ikke er som det bør være. Stress kan opstå når vi ikke kan få enderne til at mødes. Når vi når der til hvor vi mister overblikket og ikke længere føler at vi har kontrol over vores liv. I de tilfælde risikerer vi altså at blive syge. Og vi risikerer også at dø af det. Stress dræber.

Få hjælp til at styre uden om stress

Det er meget nemmere at forebygge end at kurere stress. Stress har nemlig en evne til, at sætte sig fast så vi fremadrettet er mere sårbare overfor at pådrage os stress igen.

Det er derfor vigtigt at være bevidst om egne evner og formåen i forhold til både privatliv, job og arbejdsopgaver og koblingen mellem disse. Yderligere er det vigtigt at få defineret og prioriteret værdier såvel privat som jobmæssigt og vejet dem op med tanker og handlemønstre. Altså at få klarlagt hvilke værdier der prioriteres højest, hvad der betyder mest, hvordan arbejdsopgaver – privat og jobmæssigt – prioriteres og løses etc., så den travle hverdag ikke bliver permanent.

Dette kan ofte være svært at løse selvstændigt for den enkelte. Her har man ofte en tilbøjelighed til at vurdere alt til at være lige vigtigt og af lige høj værdi. Det er det faktisk sjældent.

Derfor søger mange private som arbejdspladser professionel hjælp til at få brugbare værktøjer til at forebygge stress, at spotte begyndende stress og til at håndtere stress når den viser sig.

Under professionel vejledning, på fx et stresshåndteringskursus på arbejdspladsen, lærer den enkelte mere om sig selv og får bl.a. hjælp til at monitorere personlige værdier i forhold til arbejdspladsens, kollegaer og ledelse.

Den fælles snak om stress gør stress synlig, og dermed meget nemmere at forebygge gennem synlige retningslinjer for prioritering af opgaver og dialog alle parterne imellem på arbejdspladsen. I denne proces beskrives bl.a. områder som potentielt udgør en stressfaktor samt handleplaner som kan forebygge og tage hånd om stress når de første symptomer viser sig.