Slip for eksamensangst

Lider du af eksamensangst? Det er helt normalt. Faktisk er det bare din krop, der fortæller dig, at du nu skal ind og præstere lidt ekstra for en kort stund. Du kan dog sagtens få behandling af eksamensangst – både ved professionelle og med selvhjælp.

Vi bringer her tre gode råd til dig, der lider af tør mund, sved og rysteture, når der trækkes emne ved den berømte grønne dug.

Tag det roligt, træk vejret!

Du stresser ofte helt unødvendigt, når du skal til eksamen. En kendt metode, der har til hensigt at berolige dig, er 4-7-8 vejrtrækningen.

Øvelsen er helt enkel og kan berolig kroppen, når du skal til eksamen eller på anden vis føler dig presset og stresset. Ja, faktisk bruges metoden ofte til folk, der sover uroligt, så det er en god måde at få kroppen til at slappe af på.

Metoden går i alt sin enkelthed ud på, at du forud for øvelsen placerer din tungespids hvor dit tandkød møder dine fortænder. Der skal tungen så forblive igennem hele øvelsen.

Træk nu vejret ind igennem næsen i fire sekunder, hold vejret i syv sekunder og pust så til sidst ud i otte sekunder. Gentag processen fire gange for at finde bedre ro.

Øvelsen er nem og kan laves over alt.

Vær ærlig omkring det

Der er intet galt i at være nervøs og opleve angst i en eksamenssituation. Faktisk har de fleste angst i større eller mindre grad. Hører du til dem, der har mere angst end gennemsnittet, så fortæl det til din lærer på en god og ærlig måde i løbet af semestret, så han eller hun ved, at denne skal støtte dig og bede dig trække vejret en ekstra gang, når eksamen udspiller sig.

Foruden at hjælpe på selve dagen, er det psykologisk givende, at du ved, din lærer har forståelse for din situation og kender den på forhånd.

Dyrk sport

Når du motionerer, frigiver din krop endorfiner, der dæmper stress og angst. Motion er derfor en god måde at holde nervøsiteten i skak. Så når du mærker det hele spidser til, er det tid til at snøre dine løbesko og tage en løbetur – eller svømme, spille fodbold, lave englehop etc. Det hele virker.