Derfor skal du altid skylle dine grøntsager

Spis masser af frugt og grønt – men skyl det først, lyder kostrådet fra Fødevarestyrelsen

Appetitten på grøntsager fra eksotiske lande betyder, at flere og flere forbrugere får diarré og kaster op. Derfor indleder Fødevarestyrelsen nu en oplysningskampagne, der skal minde forbrugerne om, at det er vigtigt at skylle salat og krydderurter for at undgå bakterier og virus. Illustrator og satiretegner Anders Morgenthaler har lagt streg til Fødevarestyrelsens kampagnefilm og annoncer.

”Fødevarestyrelsen anbefaler fortsat, at forbrugerne spiser masser af frugt og grønt. Men vores overvågning viser, at omkring fem procent af salathovederne og krydderurterne kan være forurenede med salmonella eller campylobacter”, fortæller dyrlæge Niels Ladefoged Nielsen fra Fødevarestyrelsen.

Hvis du skyller krydderurter og salat grundigt, kan du fjerne op til 80 procent af bakterier og virus. Så skyl salat og krydderurter grundigt, og slip for at ende flere timer på toilettet. Det er især vigtigt, hvis du har spist fx krydderurter fra mere eksotiske lande med en lavere hygiejnestandard end i Danmark.

Sådan skyller du salat og krydderurter

  • Fjern beskidte og beskadigede blade
  • Skil salat fra stokken
  • Klip krydderurter fra stilken
  • Skyl bladene grundigt i rindende koldt vand
  • Lad bladene dryppe af i et rent viskestykke – eller brug en salatslynge